Armagnac druesorter: hvilke druer laves armagnac af?

Armagnac laves af hvide druer. Før armagnac bliver til brændevin, er det vin, høstet i det sydvestlige Frankrig i et appellationsområde, der deles mellem Gers, Landes og Lot-et-Garonne. I alt ti druesorter er tilladt, men fire af dem står for langt størstedelen af produktionen af armagnac: ugni blanc, baco, folle blanche og colombard. Denne guide gennemgår de vigtigste armagnac druesorter, hvad hver enkelt betyder for det, du har i glasset, og hvilke flasker fra vores kælder du kan smage dem i.

Hvad laves armagnac af: de 10 druesorter, appellationen tillader

Produktspecifikationen (cahier des charges) for AOC Armagnac, i den version der blev godkendt i 2025, fastlægger listen over de sorter, hvis vin må destilleres til armagnac. Der er ti: ugni blanc, baco blanc, folle blanche, colombard, plant de graisse, blanc dame, jurançon, mauzac, mauzac rose og meslier saint-françois. Alle er hvide druer, bortset fra mauzac rose, som har en rosa skal. Ingen blå druer og ingen rødvin indgår i armagnac.

Druerne har én ting til fælles: De giver vine med lavt alkoholindhold og høj syre. Appellationens regler kræver, at en vin til destillation har mellem 7,5 og 12 % vol. og er helt uden tilsat sulfit. Syren gør, at vinen holder sig naturligt hele vinteren frem til destillationen, som senest skal være afsluttet den 31. marts efter høsten. Den lave alkoholprocent koncentrerer til gengæld vinens aromaer i brændevinen. Derfor dyrkes vinstokkene i armagnac med henblik på friske druer i rigelige mængder, der høstes tidligt, frem for meget modne druer.

Ifølge Bureau national interprofessionnel de l'armagnac (BNIA) er det fire af de ti sorter, der for alvor sætter deres præg på brændevinen. Brancheorganisationen, der har hjemme i Eauze, præsenterer dem på denne måde, én ad gangen. Den fulde definition af brændevinen og dens historie finder du i vores guide hvad er armagnac.

Ugni blanc, destillationsdruen frem for nogen

Ugni blanc kom til Gascogne efter vinlusekrisen (phylloxera) i slutningen af 1800-tallet, da de gamle, podede sorter var blevet mere sårbare. BNIA beskriver den som »destillationsdruen frem for nogen«: Den giver syrlige vine med lavt alkoholindhold, som efter destillation bliver til fine brændevine. Den trives på alle appellationens jorde, fra sandet i vest til de lerede jorde i øst.

Sammen med baco regner produktspecifikationen den for en af appellationens to bærende søjler. Den samme drue dominerer vinmarkerne i cognac, hvilket er en del af forklaringen på slægtskabet mellem de to brændevine; forskellene skyldes især destillationen og terroiret, som vi forklarer i vores sammenligning cognac og armagnac.

Nogle domæner tapper den alene. Pellehaut 40 ans Ugni Blanc viser en meget gammel udgave med noter af hasselnød, valnød og kakao.

Baco, hybriddruen født i Gascogne

Baco blanc, der længe hed »baco 22A«, er noget helt særligt i fransk vindyrkning. Det er en hybrid, fremavlet i 1898 af François Baco, en ampelograf fra Landes, ved at krydse folle blanche med en amerikansk sort, noah. Man havde dengang brug for en drue, der kunne modstå de sygdomme, som hærgede vinmarkerne efter vinlusen.

Satsningen lykkedes: Produktspecifikationen fremhæver den sammen med ugni blanc som en af armagnacs to vigtigste druer, særligt velegnet til sand- og boulbène-jordene i Bas-Armagnac. Hybrider skulle ellers forsvinde fra appellationerne, og baco blev først endeligt optaget i AOC'ens regler i 2005 efter et langt arbejde fra branchens side. Den er mere robust og kræver også færre behandlinger i vinmarken.

I glasset giver baco runde, bløde brændevine med aromaer af modne frugter. Det er en drue, der kræver tålmodighed: Den kommer især til sin ret efter lang lagring på egetræsfad. På Château de Bordeneuve består vinmarken for eksempel af omkring tre fjerdedele ugni blanc og resten baco.

Folle blanche, armagnacs historiske druesort

Før vinlusen ødelagde vinmarkerne i Gascogne fra 1878 og frem, var folle blanche den dominerende drue i armagnac. Dengang kaldte man den »piquepoult«. Efter genplantning på grundstammer blev den mere modtagelig for sygdomme og sværere at dyrke, og derfor fylder den ikke meget i dag.

Folle blanche giver fine, ofte blomsteragtige brændevine med stor elegance: en brændevin, der er mere elegant end kraftfuld. Brancheorganisationen understreger, at den er særligt værdsat i Blanche Armagnac og i unge armagnacs, hvor aromaerne står i forgrunden. Nogle domæner lader den dog lagre længe på fad.

To huse i vores udvalg tapper den alene:

• Castarède, med rene folle blanche på fadstyrke (brut de fût), fra 6 år til 18 år, tappet uden fortynding;
• Domaine de Pellehaut i Ténarèze, med en 10 ans Folle Blanche med noter af vanilje og akacieblomst og en 20 ans Folle Blanche.

Colombard, en drue til blandinger

Colombard er armagnacs anden historiske druesort: I 1800-tallet delte den vinmarkerne med folle blanche. I dag bruges den mest til tørre hvidvine, især IGP Côtes de Gascogne, og destillation til armagnac er blevet sjælden. Dens frugtige og krydrede aromaer er værdsatte i blandinger, hvor den bidrager med et strejf af friskhed. Flere huse i vores kælder dyrker den stadig til armagnac, for eksempel Castarède og Clés des Ducs.

De sjældne druesorter: plant de graisse, mauzac, jurançon og de andre

De seks øvrige tilladte druer er gamle sorter fra Gascogne. BNIA påpeger, at de kun dækker nogle få hektar vinmark:

• plant de graisse (eller graisse), som nogle producenter igen viser interesse for;
• blanc dame;
• jurançon blanc;
• meslier saint-françois;
• mauzac, hvid eller rosa.

Disse gamle sorter, der i dag er sjældne, bevarer i appellationens regler minderne om vinmarkerne fra før vinlusen og giver vinbønderne plads til at eksperimentere. Château de Laubade dyrker for eksempel seks af appellationens sorter, heriblandt plant de graisse.

Én druesort eller blanding: hvad druen betyder for det, du har i glasset

De fleste armagnacs er blandinger. Produktspecifikationen beskriver det sådan: De armagnacs, der sælges, kombinerer ofte brændevine af forskellig alder eller forskellige druesorter, der supplerer hinanden og udvælges af kældermesteren (maître de chai) ved smagning. De er også nogle gange årgangsbestemte, efter en gammel og udbredt skik i regionen, påpeger samme tekst. Ugni blanc bidrager med finesse og frugt, baco med fylde og struktur, folle blanche med blomsteragtig elegance. I Nogaro opsummerer familien Dartigalongue sin trio sådan: ugni blanc for frugten, baco for strukturen og folle blanche for elegancen.

En armagnac af én enkelt druesort gør det til gengæld muligt at aflæse druens karakter. Men pas på med for simple regler: En brændevins stil afhænger også af jorden, af indstillingen af armagnac-destillationsapparatet (alambic armagnacais), den kontinuerlige destillationskolonne, der er særlig for appellationen, af fadet, af lagringstiden og af valget mellem at tappe ved naturlig styrke eller efter fortynding. To folle blanche fra to domæner kan derfor være meget forskellige. Når du skal vælge en armagnac, er druesorten altså ét pejlemærke blandt flere og ikke i sig selv en garanti for kvalitet.

Den bedste måde at mærke druens betydning på er stadig en sammenlignende smagning. Coffret Cépages Delord samler tre armagnacs, af ugni blanc, folle blanche og baco, der er ens i alt undtagen druen: en lærerig smagning at dele med andre.

Druesorten og alderen: fra Blanche til gamle årgange

Druens karakter kommer ikke til udtryk på samme måde i alle aldre. I Blanche Armagnac, der hviler i en neutral beholder uden at komme på fad, står den i forgrunden: Produktspecifikationen præciserer, at valget af sorter og styringen af destillationen sigter mod en meget aromatisk brændevin med stor finesse. Folle blanche er særligt værdsat her.

I en ung armagnac, VS eller VSOP, er druens frugt stadig tydelig: Det er livlige brændevine, som brancheorganisationen også anbefaler i cocktails. Med årene i kælderen fylder træet mere og mere, og aromaprofilen drejer mod kandiserede frugter, krydderier og rancio. Det er her, den runde, bløde baco viser hele sin aromatiske rigdom.

Armagnac druesorter og terroir: vinbondens valg

Druen vælges ikke alene: Den skal passe til jorden og klimaet i hvert produktionsområde. Produktspecifikationen bemærker, at hver producent udnytter denne mangfoldighed ud fra jordbunden i sit område og den stil af brændevin, der ønskes. Baco har tilpasset sig særligt godt de rødgule sandjorde (sables fauves) i Bas-Armagnac mod vest, mens ugni blanc trives overalt.

Appellationens tre underområder, Bas-Armagnac, Ténarèze og Haut-Armagnac, svarer således til metoder, der er tilpasset forskellige naturlige forhold. Vores guide til armagnacs terroirer præsenterer hvert af disse områder med deres jorde og domæner.

Ofte stillede spørgsmål

Hvilken frugt laves armagnac af?

Af druer og kun af druer. Armagnac er en vinbrændevin: Hvidvinen fra appellationens sorter destilleres i et destillationsapparat og lagres derefter på egetræsfad. Blommer indgår ikke i fremstillingen; de optræder kun i svesker lagt i armagnac, en lækker specialitet fra Sydvestfrankrig.

Hvilke druesorter bruges til armagnac?

Ti sorter er tilladt: ugni blanc, baco blanc, folle blanche, colombard, plant de graisse, blanc dame, jurançon, mauzac, mauzac rose og meslier saint-françois. De fire første står for størstedelen af produktionen.

Hvad er den vigtigste druesort i armagnac?

Appellationens produktspecifikation udpeger to som de vigtigste: ugni blanc, der trives på alle jorde, og baco, der især findes på sandjordene i Bas-Armagnac.

Hvad er baco i armagnac?

Det er en hybriddrue, skabt i 1898 af François Baco fra Landes ud fra folle blanche og noah. Den er velegnet til sandjordene i Bas-Armagnac og giver runde brændevine, der folder sig ud med lang lagring. I 2005 blev den endeligt optaget i AOC Armagnac.

Kan man smage en armagnac af én enkelt druesort?

Ja. Nogle huse tapper en enkelt sort, for eksempel folle blanche fra Castarède og Pellehaut eller Pellehauts 40 år gamle ugni blanc. Vil du sammenligne, byder Coffret Cépages Delord på tre armagnacs af forskellige druer, fremstillet på samme måde.